Udgivet 2008-10-06

Tøj, der går som varmt brød

Den verdensomspændende tøjvirksomhed H&M har fuld kontrol over logistikken. Et must i en branche, der bevæger sig hurtigere end de fleste.

D

et er tidlig morgen. Solen er lige begyndt at varme gaderne, cafeerne er lukket, og nogle få mennesker er på vej til arbejde. Klokken halv syv henter Bengt-Olov Carlbom dagens første container med tøj pakket i kasser og hængt op på bøjler på transportvirksomheden Green Cargos terminal. Green Cargo har ansvaret for transporten af den verdensomspændende tøjvirksomhed H&M’s varer til og fra butikker i H&M’s hjemland Sverige. Og vi snakker om rigtig meget transport. De større H&M-butikker får flere leverancer dagligt. Bengt-Olov Carlbom kører som regel en morgentur til et par butikker i centrum af Göteborg og til en lige uden for byen. Nu er hans Volvo FM9 parkeret i midten af Göteborg og spejles i udstillingsvinduerne på den anden side af gaden. Bengt-Olov bevæger sig hurtigt mellem lastvogn og butik og skubber stabler af kasser på sin vogn. To butiksassistenter med hvide bomuldshandsker, der beskytter det nye tøj mod snavs, modtager forsendelsen og begynder straks at pakke ud og hænge op.
– Alt skal være udstillet på et bestemt tidspunkt, siger Bengt-Olov.
–Så vi skal også overholde vores tidsplan.

H&M er vokset meget de senere år. Virksomheden har i dag 1.500 butikker i 28 lande. Det største marked er Tyskland efterfulgt af Storbritannien og Sverige. H&M har eget lager, egne butikker og mere end 100 designere, der arbejder på at skabe de forskellige kollektioner, men køber sig til transporten og den faktiske produktion
.
Det siges ofte, at en af hemmelighederne bag H&M’s enorme succes er det effektive logistiksystem. Hvert år håndteres millioner af beklædningsgenstande i en stadig strøm, der kontrolleres centralt fra hovedkontoret i Stockholm. Sammensætningen af varer er skræddersyet efter kundernes krav på de forskellige markeder, og butikkernes størrelse bestemmer også, hvordan produktsortimentet distribueres. Tøj med stor modeværdi produceres for eksempel i begrænsede mængder og sælges måske kun i butikker i udvalgte storbyer, mens moderne basisvarer produceres i større mængder og sendes til flere butikker. Og det er altafgørende at reagere hurtigt, hvis en vare viser sig at sælge særligt godt – eller dårligt.

– I dag holder et brød længere på hylden end et stykke modetøj, kommenterer Per Isacsson fra Green Cargo, Fashion Logistics.
– Den store udfordring for os er tidskravene. Når det drejer sig om genopfyldning af varer, skal tøj, der er solgt den ene dag, ligge klar på hylderne igen allerede næste dag. For nye varer er der i reglen lidt mere plads, og når det drejer sig om kampagnevarer, skal der transporteres og leveres enorme mængder på meget kort tid.

Vælg land www.volvotrucks.dk Ophavsret & beskyttelse af personlige oplysninger