Hvad kommer fremtidens lastvogne i tanken?
Hvilket drivmiddel kommer fremtidens lastvogne til at køre på? Det brændstof Volvos eksperter tror mest på hedder DME. Det har potentiale til i det mindste delvis at erstatte dieselen i erhvervstrafikken.
N
år man i dag kigger på alternative energikilder hos Volvo, er der en række kriterier der skal opfyldes. Miljøpåvirkningen skal være lav, og udslippet af kuldioxid skal formindskes. Energikilden skal også være energieffektiv, hvilket betyder at det ikke må koste for meget energi at producere et effektivt drivmiddel. Den skal findes i tilstrækkelig stor mængde og skal kunne fornyes.
Fossile brændstoffer som olie kan ikke fornyes og vil derfor slippe op før eller senere. De fleste mener før. – Inden for 10 år er olieproduktionen sandsynligvis kulmineret.
Og så er det ikke fordi at efterspørgslen er dalet, men fordi det ikke er muligt at producere mere. Olieudvindingen i de nuværende felter formindskes, og de nye felter, man finder, udgør ikke en tilstrækkelig kompensation. I sidste ende bliver der mangel på olie, siger Rolf Willkrans, miljøekspert på Volvo ab’s hovedkontor.
Den energikilde, man tror mest på som erstatning, hedder dimetylæter (dme). Den kan udvindes af biomasse foruden af kul og naturgas.
– At fremstille dme af biomasse via sortlud (et biprodukt fra papirmassefremstillingen) er den mest effektive måde at lave brændstof på ved hjælp af en råvare der er vedvarende.
En anden energikilde som man har studeret nøje hos Volvo er metan, som er hovedbestanddelen i naturgas og biogas.
– Biogas giver meget små udslip af kuldioxid, den er vedvarende og nogenlunde energieffektiv, siger Willkrans.
Brintgas, som der ofte tales om i disse sammenhænge, har netop det problem ikke at være tilstrækkelig energieffektivt.
– Brintgas giver ikke udslip fra køretøjet og effektiviteten er god, men fremstillingsprocesserne er i dag ikke tilstrækkeligt energieffektive.
Willkrans mener at man bliver nødt til at se på en blanding af flere forskellige energikilder.
– Diesel bliver det dominerende brændstof de næste 20 år, men vi må påbegynde omstillingen allerede nu for at finde andre energikilder. I dag er det svært at se den bedste vej, og der kræves et både nationalt og internationalt samarbejde for at finde en løsning på, hvad der kan erstatte dieselen i fremtiden, siger han. ■